Af journalist Marianne Bom
Det kan føre til flere højteknologiske arbejdspladser i Region Nordjylland, at den lille Aalborg-virksomhed Dezide ApS har fået penge fra Videnskabsministeriet og det europæiske forskningsprogram Eurostars, siger direktør Claus Skaaning.
En lille vækstvirksomhed Dezide ApS i Aalborg har sammen med to udenlandske IT-firmaer fået penge fra det europæiske forskningsprogram Eurostars og Rådet for Teknologi og Innovation til at udvikle nye smarte metoder til at søge på internettet.
De tre firmaer udvikler et nyt framework – et system af computerprogrammer – som kan søge og sortere intelligent i de myriader af tekster, videoer og andre informationer, der findes på internettet. Hensigten er, at computere gør det krævende job med at sortere irrelevant information fra, så mennesker kan bruge arbejdstiden på den viden, der er relevant.
Forskningsprojektet vil efter planen munde ud i et produkt om et par år, som kan bruges til at begrænse terror ved at finde hjemmesider, der rummer terror-relaterede oplysninger.
Dezide ApS har ikke planer om selv at sælge systemet. Men Dezide ApS vil gerne bruge den knowhow, som opstår af samarbejdet, til at udvikle lignende intelligente søgesystemer til virksomheder. F.eks. til at lede efter oplysninger om kunder, konkurrenter, patenter o.l. til brug for forretningsudvikling.
”Vi ser først og fremmest Eurostars-projektet som en mulighed for os til at styrke vores teknologier og vores internationale netværk, som er af stor betydning for en lille virksomhed i Nordjylland. Desuden kunne vi godt tænke os siden hen at udvikle lignende systemer til brug i forretningsverdenen,” siger direktør Claus Skaaning.
Computeren tænker selv
De teknologier, som Dezide ApS gerne vil styrke – og som er Aalborg-firmaets primære bidrag til Eurostars-projektet – er intelligente computerprogrammer. De gør populært sagt computeren i stand til at tænke selv, fordi den kan genkende bestemte informationer og vælge, hvad den stiller op med dem. Måske smider den oplysningen væk, måske bruger den oplysningen til at søge videre i en ny retning, eller måske beder den et menneske om nærmere instruks. Dezide ApS har i forvejen produkter på markedet til brug i f.eks. call centre, hvor kunder ringer ind med et problem. I den situation hjælper programmet medarbejderen med at springe frem gennem manualen til en relevant løsning.
”Vores programmers beslutningsværktøjer bygger på en formel inden for sandsynlighedsregning, og de bliver faktisk klogere, når de bliver brugt. De lagrer nemlig de instrukser, de har fået, så de kan huske dem til næste gang, de møder en lignende situation,” fortæller Claus Skaaning.
Til matematiske feinschmeckere kan det oplyses, at det er bayesianske netværk, Claus Skaaning tal om. Til folk, der interesserer sig mere for erhvervsudvikling, kan Claus Skaaning fortælle, at han forventer, at Eurostars-projektet styrker regionens arbejdsmarked.
Flere højteknologiske job i regionen
”Vores deltagelse i projektet kan betyde flere højteknologiske arbejdspladser i Aalborg-området, og det har stor værdi, fordi de er med til at skabe vækst,” siger han.
Eurostars-pengene og den danske medfinansiering fra Rådet for Teknologi og Innovation, som er en forudsætning for at få udbetalt Eurostars penge, spreder desuden positive vibrationer i området, siger Dezides direktør.
”En udløber af projektet kan være, at vi får et forøget samarbejde med Aalborg Universitet, f.eks. i form af et samarbejde om en ph.d.-studerende. Det er til gavn for universitetet at være tæt på virkeligheden udenfor, og for os kan det medføre, at vi får forbedret vores teknologi og vokser hurtigere end ellers,” fortæller Claus Skaaning.
Dezide ApS blev stiftet i 2001 og beskæftiger i dag ca. 10 personer.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment
Note: Only a member of this blog may post a comment.