5. Portræt af Israel – et iværksætterland

Denne side er kapitel 5 af 5 til publikationen "Iværksætterindeks 2010".
Version nr. 1.0 af 08-11-2010
© Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Udgivet af Erhvervs- og Byggestyrelsen, http://www.ebst.dk

http://www.ebst.dk/publikationer/ivaerksaettere/ivaerksaetterindeks_2010/ivaerksaetterindeks_2010/kap05.htm

Indeksets sidste kapitel stiller skarpt på Israel som iværksætternation. Israel er det land uden for USA, der har flest selskaber noteret på NASDAQ på trods af, at der kun er 7,6 mio. israelere. Israel er også det land i verden, der huser flest ingeniører pr. indbygger. I 2008 blev der rejst næsten 16 gange så meget venturekapital og optaget mere end fire gange så mange patenter i Israel som i Danmark. Da Israel desuden i år optages i OECD-samarbejdet og fra næste år indgår i det samlede internationale benchmark i indekset, markeres det med dette portrætkapitel.

Kapitlet ser nærmere på en nation, der fremhæves som et forbillede for andre, der forsøger at opbygge en entreprenøriel og innovativ økonomi. Der tales om en særlig ”israelsk model”, som andre lande allerede lader sig inspirere af. Læren af den israelske case er tre ting.

For det første har den offentlige sektors involvering kickstartet og dermed afgørende præget udviklingen i den israelske iværksætterpolitik. Med etableringen af the Office of the Chief Scientist (se boks 5.6.) i midten af 1980’erne tilsat massive offentlige venturemidler i 1990’erne og den nogenlunde samtidige etablering af inkubatormiljøer lagde staten meget stor vægt på at fremme nye high-tech virksomheder og facilitere videnskabelse og -spredning.

For det andet drives den israelske iværksætterpolitik frem af et velfungerende offentligt-privat samarbejde. En række ordninger i regi af det israelske Ministry of Industry, Trade and Labour støtter samspillet mellem de offentlige erhvervsservicecentre og private rådgivere, så nye virksomheder får den optimale rådgivning.

For det tredje og ikke at forglemme er udviklingen af iværksætterpolitikken i Israel sket over lang tid. ”Den israelske model” kan således ikke implementeres fra den ene dag til den næste. Det er et langt sejt træk at komme helt frem i verdenseliten, og den erfaring har man også gjort sig i Israel.

Boks 5.1. Israel – økonomisk og historisk udvikling Israel er en parlamentarisk, demokratisk republik uden en formel forfatning. Daværende premierminister David Ben-Gurion erklærede Israels uafhængighed den 14. maj 1948. Arealmæssigt er den israelske stat lidt mindre end Jylland, men med et indbyggertal på ca. 7,6 mio. er befolkningstætheden i Israel større end i Danmark (DK indbyggertal: ca. 5,5 mio.).

Som følge af en stor offentlig gæld i midten af 1980’erne omlagde Israel den makroøkonomiske politik og gennemførte en række markedsorienterede reformer. Israel har også arbejdet målrettet på at nedbringe en høj inflation siden starten af 1990’erne. Det førte til en stabil prisudvikling i det nye årtusinde. Inden for de nye økonomiske rammer er der etableret en lang række højteknologiske virksomheder inden for fx software, medicinsk teknologi og lægemidler.

Israels økonomiske udvikling er sket i lyset af en noget atypisk historisk og geopolitisk situation. Som følge af de sikkerhedspolitiske forhold vægter militæret og den civile sikkerhed højt. Staten er kendetegnet ved en stor politisk, etnisk og religiøs forskellighed. Samtidig har den israelske befolkningsudvikling oplevet store forandringer over de seneste 50 år - særligt med den massive immigration fra de tidligere sovjetrepublikker i starten af 90’erne.

Israel har i dag en stabil økonomi, og den globale økonomiske krise har kun i beskedent omfang påvirket Israel. Fra 2003 til midten af 2008 havde Israel stabile vækstrater på omkring 5 pct. af BNP. Efter et mindre fald som følge af krisen estimeres væksten til lidt over 3 pct. af BNP i 2010. I Danmark estimeres den årlige vækst i 2010 til ca. 1,5 pct. af BNP.

Den 7. september 2010 blev Israel optaget som medlem nummer 33 i OECD.

Forklaringer på den israelske succes

Samlet set må det konstateres, at det er lykkes Israel på trods – eller måske netop i kraft af – nationens særlige geopolitiske og historiske forhold at skabe et gunstigt økosystem for nye vækstvirksomheder i landets teknologidrevne sektorer. Observatører og kendere af den israelske succeshistorie fremhæver typisk flere forklaringer på denne israelske succes (se fx Senor og Singer, 2009, OECD 2008, WEF 2007).

En vellykket erhvervspolitik. En aktiv innovations- og iværksætterpolitik fra den israelske regerings side, der siden 1990’erne for alvor har sigtet mod at opdyrke gode investerings- og vækstmuligheder for israelske high-tech virksomheder. Herunder har regeringen initieret flere succesfulde programmer rettet mod nye virksomheder. Nogle beskrives i dette kapitel.

Forskning og udvikling. Satsningen på de højteknologiske sektorer er understøttet af en stor andel af højtuddannet arbejdskraft samt et antal velestimerede forskningsinstitutioner. Hertil kan lægges innovationskraften fra det israelske forsvar og den medhørende forsvarsindustri.

Immigration. En massiv tilstrømning af højt uddannet arbejdskraft fra den jødiske diaspora – særligt fra det tidligere Sovjetunion og via tætte netværk til fx USA – som har tvunget Israel til at tænke i skabelsen af nye videnintensive jobs.

Kultur og mentalitet. Israels særlige regionale situation, historie og internationale forankring. Men også påvirkningen fra et utraditionelt og antihierarkisk og bredt forankret militær, der i samspil og integration med en civil sektor fremhæves som forhold, der bidrager til en iværksætterfremmende kultur.
Succesen til trods er det vigtigt at huske, at Israels positive økonomiske udvikling og iværksættersucces først og fremmest kan tilskrives en positiv udvikling inden for specifikke sektorer. Produktiviteten og væksten i de teknologidrevne brancher har udviklet sig meget hurtigere end resten af økonomien (OECD, 2008). Nogle fremfører ligefrem tanken, at Israel i kraft af sin succes har udviklet sig til en ”dual economy” (Trajtenberg, 2005). En pointe som understreges af, at Israel har en BNP pr. indbygger under Grækenlands niveau – til trods for alle Israels kvaliteter i forskning og kommercialisering.

På samme måde påpeger kendere af de israelske iværksættervilkår, at landet favoriserer de opstartsvirksomheder, der er forsknings- og videnfokuserede. For iværksættere i andre sektorer er livet mere besværligt, hævdes det. Til dem er der betydeligt færre understøttende programmer, og den offentlige regulering udgør en byrde for dem (GEM, 2007).

Det er også vigtigt at slå fast, at den israelske økonomi fortsat har potentiale for en række forbedringer på trods af et betydeligt israelsk reformarbejde. Det dokumenteres bl.a. i opgørelsen af Verdensbankens ”Doing Business Index”, som rangerer 183 lande efter, hvor let det er at drive virksomhed i det pågældende land. Her er Israel placeret på en 29. plads, mens Danmark rangeres som nr. 6 (Worldbank, 2010). Samme forskel kan konstateres i Global Competitiveness Index for 2010-2011, som indfanger såvel mikro- som makroøkonomiske forudsætninger for landenes nationale konkurrenceevne. Her indtager Israel en 24. plads blandt alle verdens lande. Det er 15 pladser under Danmark, som altså er på en 9. plads (World Economic Forum, 2010). Målt på andelen af BNP pr. indbygger er det danske niveau også en tredjedel højere end Israel.

5.1. Yozma-programmet og inkubatorsystemet
Kendere af den israelske erhvervspolitik betegner den ofte som pragmatisk og uden en egentlig langsigtet strategi. Uanset denne karakteristik synes skæringspunktet for en ændret israelsk erhvervspolitik og dermed en satsning på teknologidrevne start-ups at falde i begyndelsen af 1990’erne.

Efter hvad økonomer betegner som et ”tabt årti” fra 1975-1985 med lav vækst, høj inflation og stagnerende immigration, igangsattes et større reformarbejde rettet mod strukturelle forhold i den samlede israelske økonomi. Der gennemførtes reformer af skattesystemet, liberaliseringer af udvalgte sektorer og privatiseringer (Senor og Singer, 2009 og OECD, 2008).

Samtidigt suppleredes reformerne med en palet af statsligt initierede programmer, der alle sigtede mod at fremme forudsætningerne for et skifte imod en forsknings- og vidensbaseret økonomi. Forbilledet var i høj grad USA og den succes som fx Silicon Valley-regionen allerede tidligere havde demonstreret. Israels situation ligner i starten af 1990’erne meget Californiens: De har få naturressourcer, men til gengæld en stor mængde højt uddannet ledig arbejdskraft, et godt uddannelsessystem og en spirende it-sektor.

Særligt to statslige initiativer, som i øvrigt hænger uløseligt sammen, skal fremhæves. Dels Yozma-programmet, dels det israelske inkubatorsystem. Begge initiativer igangsattes i løbet af 1990’erne, og begge tilskrives også i dag en stor betydning for den israelske succes.

Yozma-programmet og den risikovillige kapital

Mens Danmark siden begyndelsen af 1990’erne har arbejdet på at skabe et velfungerende privat kapitalventuremarked, så har udviklingen i samme periode virkelig taget fart i Israel, jf. tabel 5.1. og figur 5.1.

Tabel 5.1. Ventureinvesteringer i Israel i mio. dollars,
1970-2008 1970 1980 1985 1990 1995 1997 2000 2005 2008
Venture investeringer, Israel 0 0 0 20 250 436 3092 1337 2076

Anm.: Tallene for 1990 og 1995 er estimerede
Kilde: Avnimelech, 2009.

Figur 5.1. Rejst venturekapital i Danmark & Israel, 1999-2008

Anm.: Der foreligger ikke sammenlignelige tal for perioden før 1999. Tallene er opgjort i 1000 Euro

Kilde: Vækstfonden, EVCA.

Når det er lykkedes at opnå en sådan udvikling, hænger det sammen med en koncentreret statslig indsats igangsat med det formål at opbygge et privat kapitalmarked. I slutningen af 1980’erne havde Israel næsten ingen tilgængelig venturekapital. Det faktum kombineret med en spirende israelsk it-sektor samt et politisk ønske om at satse på en forskningsbaseret økonomisk udvikling dannede baggrund for Yozma-programmet, jf. boks 5.2.

Boks 5.2. Yozma-programmet Den israelske regering skød i starten af 1990’erne i alt 100 mio. USD i Yozmaprogrammet. I alt 80 mio. USD gik til oprettelsen af 10 private venturefonde og de sidste 20 mio. USD var øremærket til direkte investeringer i high-tech virksomheder. Fra begyndelsen var det regeringens intention at sikre, at initiativet udover at sikre risikovillig kapital også skulle tilføre de nødvendige kompetencer til – et på det tidspunkt – meget lidt aktivt israelsk venturemarked.

Krav om udenlandske partnere. Yozma stillede for det første krav om, at hver af de 10fonde skulle finde en udenlandsk og en israelsk privat partner. Hermed forsøgte man at sikre, at der med pengene også kom kompetencer og netværk fra allerede erfarne udenlandske venturefonde og en mekanisme til at overføre den viden og erfaring til de israelske investorer.

Stærkt ”upside” incitament. Der indbyggedes et stærkt ”upside” incitament for de private aktører. 40 pct. af fondenes kapital var offentlige midler, og den lukrative aftale var, at fondene efter en femårig periode kunne købe regeringens optioner ud for indskuddet plus rente. Otte ud af 10 fonde valgte senere at købe regeringen ud.
Yozma-initiativet var en succes. Det lykkedes både at kickstarte det israelske venturemarked og at overbevise udenlandske investorer om at rette øjnene mod Israel. Frem til år 2000 – bl.a. båret frem af israelske virksomheder ridende på dot.com bølgen – investerede både indenlandske og udenlandske private investorer for beløb som overgik regeringens indskud mangen gange. I alt 164 israelske start-ups modtog finansiering i perioden og med vellykkede exits for godt halvdelen af virksomhederne, demonstrerede fondene gode ”return on investments”.


Situationen i dag

Yozma-programmet, der i dag er afsluttet, opfattes i Israel som en stor succes og som hovedforklaringen på, at det lykkedes at kickstarte et israelsk venturemarked i starten af 1990’erne. Den israelske regering har således fungeret som katalysator for det samlede venturemarked, hvilket har medført stor privat ventureaktivitet. Den israelske regering havde i slutningen af 1990’erne opnået et fuldt afkast for de statslige ventureinvesteringer svarende til 100 mio. USD.

Samtlige af de oprindelige fonde er i dag privatejede, og næsten alle de oprindelige 10 fonde hører i dag til blandt de 20 højest rangerede israelske fonde. Samtidig er nye private fonde kommet til. Hermed har Israel i dag 45 fonde, mens Danmark til sammenligning har 31 fonde.

Resultatet af indsatsen er, at Israel i dag har verdens højeste andel af risikovillig kapital pr. indbygger. Vurderet ved hjælp af den danske Vækstfonds kapitalindeks, der er et samlet mål for internationale venturemarkeder, er Israel kun overgået af den amerikanske delstat Massachusetts, jf. figur 5.2.

Figur 5.2. Kapitalindeks for et udvalg af lande og amerikanske delstater

Anm.: Kapitalindekset består af følgende underindikatorer: Kapital under forvaltning, venture-investeringer i landet, early stage-investeringer, udgående investeringer samt adgang til lånefinansiering. Resultaterne skal tolkes med nogen forsigtighed, idet tallene er indsamlet fra forskellige datakilder. Kapitalindekset for de europæiske lande er ikke helt sammenligneligt med kapitalindekset for Massachusetts, Californien, Israel, Canada og USA, fordi tal for offentlige investeringer opgøres lidt forskelligt (Vækstfonden, 2009).

Kilde: Vækstfonden, 2009.

Rugekasserne – ét samlet system af inkubatorer

Allerede før Yozma-programmet og som følge af en forstærket immigrationsbølge fra det tidligere Sovjetunionen – se boks 5.3. – var et nationalt netværk af inkubatorer under opbygning over hele Israel. Tanken var, at inkubatorerne skulle integrere et stort antal teknisk dygtige russiske immigranter i det israelske forretningsliv (Shefer og Frenkel, 2002). Til det formål havde man oprettet små regionale centre for nystartede virksomheder med forskningsfaciliteter, rådgivning om produktudvikling og adgang til kapital.

I takt med Yozma-programmets succes gjorde den israelske regering sig den erfaring, at vellykkede vækstforløb kræver kapital og kommercielle kompetencer i den allertidligste fase i en virksomheds liv. Denne såkaldte ”pre-seed” finansiering leveres typisk ikke af et privat venture-marked, fordi risikoen ved de meget tidlige projekter er så stor, at ingen private investorer tør løbe den.

Løsningen blev, at man op gennem 1990’erne omfattede hensynet til behovet for tidlig kapital, integrationen af immigranter og kommercielle kompetencer i ét samlet nationalt inkubatorsystem under det israelske erhvervsministerium.

I 2003 gennemførtes en større reform af systemet. Alle inkubatorer blev ført gennem en privatiseringsproces, der gav ejerskabet og driften til private partnere, men bibeholdt en offentlig finansiering. Tanken med reformen var et genbrug af den positive erfaring fra Yozma-programmet: At fremme partnerskaber med private aktører for derigennem at tiltrække kompetencer, netværk og yderligere finansiering.

Boks 5.3. Et land af immigranter Israel har siden oprettelsen i 1948 tiltrukket et stort antal immigranter. I 1948 var der 0,8 mio. indbyggere i staten Israel. I dag er befolkningstallet på lige over 7 mio. Den seneste massive befolkningstilvækst skete i 1990’erne. I perioden 1989 til 1996 kom i alt ca. 700.000 russiske immigranter til Israel, jf. figur 5.3., hvoraf størstedelen var højtuddannede. De russiske immigranter udgør i dag landets næststørste befolkningsgruppe.
Figur 5.3. Antal immigranter til Israel 1948-1996 Kilde: Israel Ministry of foreign affairs, 2010. Tallene er opgjort i 1000 personer.

Den massive indvandring til Israel er bl.a. resultatet af en bevidst tiltrækningspolitik fra den israelske regerings side. Ministry of Immigrant Absorption (MoIA), svarende til det danske integrationsministerium, har ansvaret for at tiltrække og servicere alle jødiske immigranter. Deres aktiviteter inkluderer bl.a.:

Opsøgende arbejde. MoIA opsøger og hjælper sammen med private organisationer potentielle jødiske immigranter allerede i deres hjemlande. Herunder tilbydes et særligt program for dem, der ønsker at flytte til Israel for at starte virksomhed.

Velkomstpakker. MoIA giver statsborgerskab ved ankomsten til alle jødiske immigranter samt tilbud om gratis sprogundervisning, fordelagtige lån/stipendier ved virksomhedsopstart og hurtig godkendelse af udenlandske eksaminer.

Skræddersyet rådgivning. Ministeriet driver regionale og lokale centre, der er specialiseret i at rådgive immigranter. Der er blandt andet centre for dem, der vil starte en ny virksomhed.

Immigrationsindsatsen fremhæves som gunstig for Israels evne til at skabe nye vækstvirksomheder. Der peges fx på, at indsatsen tiltrækker både risikovillig kapital og højtuddannet arbejdskraft. Immigranterne er ofte mere tilbøjelige til at satse, fordi de skal skabe sig et nyt liv i et nyt land. Tilstrømningen af udlændinge bidrager desuden til at vedligeholde og udbygge landets stærke internationale netværk. Det er et forhold, der hjælper nye virksomheders globale udsyn.

Inkubatorsystemet i dag

I dag er der 24 inkubatorer fordelt over Israel. Alle inkubatorer på nær én er privatejede og -drevne. Inkubatorerne beskrives som vel forbundne med henholdsvis det private venturemarked, det israelske iværksættermiljø og de israelske forskningsinstitutioner. Strategien med at skabe sammenhæng synes derfor at være lykkedes.

Men et vigtigt element i inkubatorsystemet er fortsat den offentlige støtteordning, der gør det muligt at tildele finansiering til opstartsvirksomheder i den tidligste fase. The Office of the Chief Scientist (se boks 5.6.), der er en enhed under det israelske Ministry of Industry, Trade and Labour, dækker 85 pct. af udgifterne for opstartsvirksomhedernes ophold i inkubatorerne i en periode på op til tre år. Der allokeres årligt 35 mio. USD til programmet, og der tildeles maksimalt 750.000 USD pr. ansøger. Gennemsnitligt modtager iværksætterne 500.000 USD. Hvis virksomheden bliver en succes, skal støtten eller lånet tilbagebetales gennem royalties beregnet ud fra virksomhedens omsætning (Ministry of Industry, Trade and Labour, 2010).

I Danmark investerede innovationsmiljøerne på vegne af staten i 2009 i alt godt 100 mio. kr. i nye (såkaldt primære) og eksisterende (såkaldt sekundære) porteføljeselskaber. Heraf blev knapt 61 mio. kr. investeret som forprojektkapital i nye virksomheder, hvor innovationsmiljøerne i første runde maksimalt kan investere 1,5 mio. kr. pr. virksomhed. (Fra 2010 op til 3,5 mio. kr. pr. virksomhed). Desuden blev der investeret knapt 40 mio. kr. i den eksisterende portefølje, hvor innovationsmiljøerne kan investere op til 2,5 mio. kr. pr. virksomhed. Her kan den statslige investering maksimalt udgøre 40 pct. af den samlede investering (Forsknings- og Innovationsstyrelsen, 2010).

I Israel indstiller inkubatorerne virksomhederne til investering, og en ”due diligence”-proces i ministeriet afgør, om virksomheden får tildelt støtten. Godkendelsesproceduren er overstået på tre-fire måneder, men der følges løbende op over den treårige periode, hvor virksomhederne kan være indstationeret i inkubatorene. Denne ”blåstempling” fra ministeriet gør, at virksomheden herefter har lettere ved at finde supplerende private investorer på det israelske venturemarked. I mange tilfælde kommer den yderligere kapital også fra de private inkubatorer selv.

Der er ingen formelle krav om branchetilknytning for at modtage den offentlige støtte. Alle ansøgninger vurderes ud fra deres specifikke markedspotentiale. Alligevel afspejler den oprindelige satsning på software og kommunikation sig også i hvilke brancher, der deltager i inkubatorprogrammet. Dog udgør virksomheder inden for medico og biotech en stadig stigende andel af inkubatorernes samlede portefølje og udgør i dag tilsammen ca. 60 pct. af samtlige virksomheder, jf. figur 5.4.

Figur 5.4. Branchefordeling for inkubatorvirksomheder
Anm.: Branchefordelingen er gældende pr. 31. december 2009.
Kilde: Office of the Chief Scientist, Israel Ministry of Industry, Trade and Labour.

Når virksomheden er tildelt en plads i inkubatorsystemet, flytter virksomheden fysisk ind i en af de privatejede inkubatorer. Udover basale ”back-office” funktioner som fx regnskabsbistand og mødelokaler tilbyder inkubatoren i reglen også basale forskningsfaciliteter. Desuden – og nok så vigtigt – gives der løbende sparring og rådgivning om udvikling, strategi, logistik, rekruttering, patenter, finansiering, etc. Se boks 5.4.

Boks 5.4. Rad-bio-Med – én ud af 24 inkubatorer Inkubatoren Rad-bio-Med er lokaliseret i Tel Aviv. Den er privatejet og er én af de i alt 24 israelske inkubatorer. Samtidig er den ejet af – og er en del af – en større israelsk koncern, Rad Group.

Rad Group, der har en årlig omsætning på 900 mio. USD, består af 14 selvstændige selskaber, hvoraf fem er børsnoterede på NASDAQ. De 14 selskaber er hovedsageligt beskæftiget inden for telekommunikation. Rad Group overtog Rad-bio-Med i forbindelse med den privatiseringsproces, som den israelske stat påbegyndte i 2003. Tanken bag overtagelsen var at overføre koncernens succesfulde strategi inden for telekommunikation til områderne biotech og lifescience. Det lykkedes, således at det i dag er Rad-bio-Med’s speciale.

Rad-bio-Med-inkubatoren huser i gennemsnit 10-15 opstartsvirksomheder samtidigt. De er udvalgt blandt de 250 ansøgere, der årligt screenes af inkubatorens team. Heraf godkendes typisk fem til et ophold hos Rad-bio-Med. Nye projekter opsøges aktivt gennem netværk af kontakter i branchen og omkring inkubatoren, fx blandt techtrans-enheder og forskere på universiteter og i det israelske hospitalsmiljø.

Virksomhederne tages ind i den meget tidlige ”pre-seed” fase, hvor der typisk kun er en løs ide eller retning på projektet. Her spiller den offentlige støtte og dermed risikodelingen en stor rolle. Den offentlige finansiering, via Office of the Chief Scientist, finansierer godkendte projekter med op til 750.000 USD over en to-treårig periode. Rad-bio-Med fordobler typisk selv denne finansiering. Egenfinansieringen lader sig gøre, fordi inkubatoren er en del af den større koncern.

Udover 300 m² laboratorieplads, regnskabshjælp mv. fokuserer Rad-bio-Med’s rådgivning og sparring på at optimere den tidlige forretningsudvikling. Det tilstræbes at etablere små teams på to-fem ansatte i de nye virksomheder. I stort set alle tilfælde hentes en tidligere iværksætter med brancheerfaring ind fra inkubatorens netværk for at lede udviklingen – og det selvom godt halvdelen af Rad-bio-Med’s projekter har deres oprindelse i forskningsmiljøet. Samtidig tilstræber inkubatoren fra begyndelsen at etablere en professionel og aktiv bestyrelse i virksomhederne.

Rad-bio-Med deler målsætningen med de øvrige 23 israelske inkubatorer: At opstartsvirksomhederne sættes i stand til at indhente den første runde eksterne finansiering. Til dato er det lykkes for otte ud af 10 virksomheder i Rad-bio-Med’s portefølje.

Målet for inkubatorprogrammet er at sikre opstartsvirksomhedernes udvikling, indtil den første runde private finansiering kan indhentes. Hver virksomhed får i gennemsnit to år til at nå dertil.

Office of the Chief Scientist har i 2008 opgjort, hvordan det er gået de mange inkubatorvirksomheder siden reformen i 2003. I perioden 2003-2008 har i alt 341 virksomheder afsluttet et forløb i programmet. Af de 341 virksomheder har knap to ud af tre virksomheder (63) formået at rejse første runde af privat kapital, jf. figur 5.5.

Figur 5.5. Status på israelske inkubatorvirksomheder 2003-2008

Anm.: Det er ikke muligt at indhente opdaterede tal for 2009. Opgørelsen dækker kun ca. 1/3 af de i alt 1.200 virksomheder, der har været igennem inkubatorprogrammet siden 1991, hvor programmet påbegyndtes. Tallene i parentes angiver antallet af inkubator virksomheder. Enkelte tal for fortsatte og lukkede inkubatorvirksomheder er afrundet, hvorfor pct. andelen ikke summer til 100 pct.

Kilde: The Office of the Chief Scientist, Israel Ministry of Industry, Trade and Labour.

Ikke alle virksomhederne har holdt sig kørende i perioden efter den første runde eksterne finansiering. Opgørelsen viser, at to ud af tre af programmets virksomheder fortsat var i drift i 2008. Det betyder, at inkubatorsystemet uden sammenligning er den vigtigste fødekanal til nye højteknologiske israelske virksomheder (Israel Ministry of Industry, Trade and Labour). Siden programmets begyndelse i 1991 har i alt 1.200 virksomheder været gennem programmet, men programmet er blevet betydeligt intensiveret undervejs.

Det er med forbehold muligt at sammenligne præstationerne fra det israelske inkubatorsystem med de tilsvarende danske innovationsmiljøer, jf. tabel 5.2.

Tabel 5.2. Danmarks innovationsmiljøer og Israels inkubatorsystem, 1998-2009 Israel Danmark
Antal virksomheder skabt af inkubatorerne og innovationsmiljøerne, 1998-2009 898 789
Overlevelsesrate, 1998-2009 55 pct. af alle selskaber var fortsat i drift 3 år efter endt program 31 pct. af alle selskaber var fortsat i drift 5 år efter endt program

Anm.: Det danske tal for gennemsnitlig årlig offentlig investering via programmerne dækker over det beløb, der er investeret som risikovillig kapital.

Kilde: Israel Ministry of Industry, Trade and Labour og Videnskabsministeriet, 2010.

5.2. Forskning og udvikling

Som nævnt indledningsvist har Israel i dag et særdeles godt udgangspunkt for innovation og iværksætteri i kraft af det generelt høje uddannelsesniveau samt store og vedvarende investeringer i national forskning. Israels offentlige og private sektor investerer således i dag tilsammen 4,8 pct. af BNP i forskning og udvikling. Det er det højeste niveau i verden. Til sammenligning investerer Danmark 2,9 pct., hvilket svarer til en niendeplads, jf. tabel 5.3.

Tabel 5.3. Privat og offentlig R&D som andel af BNP, udvalgte lande 1 Israel 4,8 pct.
2 Sverige 3,5 pct.
3 Korea 3,5 pct.
4 Finland 3,4 pct.
5 Japan 3,4 pct.
9 Danmark 2,9 pct.

Kilde: OECD, 2009 OECD FACTBOOK 2009 Gross domestic expenditure on R&D.

Det høje niveau for forsknings- og udviklingsinvesteringer skal også ses i lyset af et stort antal udenlandske selskaber, der har valgt at placere deres forskningsaktiviteter i Israel.

Et af dem er Intel, der i 1974 åbnede sit første design- og udviklingscenter uden for USA i Haifa med 5 ansatte. I dag er der 6.000 ansatte inden for produktion samt forskning og udvikling. Det vurderes, at der i dag i Israel er placeret 220 R&D-centre, som hører under store internationale firmaer fx Alcatel, Deutsche Telecom, Cisco, Google, HP, Merck, Microsoft, IBM. Disse virksomheder beskæftiger samlet set 50.000 mennesker i Israel (Eureka, 2010).

Israel er på grund af sin ledende position på forsknings- og innovationsområdet også interessant set med danske briller. Videnskabsministeriet har derfor indgået en bilateral samarbejdsaftale med Israel – se boks 5.5.

Boks 5.5. Bilateral samarbejdsaftale mellem Danmark og Israel Danmark og Israel indgik i 2007 en bilateral samarbejdsaftale om erhvervsrettet forsknings- og innovationssamarbejde. Samarbejdet koncentrer sig primært om højteknologiområder som biosundhed, cleantech og IKT-teknologi. Da både Danmark og Israel deltager i det europæiske EUREKA samarbejde anvendes det EUREKA-initierede Eurostars program som platform for samarbejdet. Fordelen ved at anvende dette program er, at det eksplicit henvender sig til forskningsintensive SMV’er, der i samarbejde med universiteter og større virksomheder ønsker at indgå i markedsrettede udviklingsprojekter.

Fra dansk og israelsk side støttes samarbejdet ved fælles matchmakingmøder, konferencedeltagelse og informationsmøder. Det har resulteret i, at Israel er blevet et af de mest benyttede samarbejdslande for danske virksomheder inden for Eurostars-samarbejdet. Det bekræftes bl.a. via en øget aktivitet i Dansk-Israelske samarbejdsaftaler under de seneste ansøgningsrunder af Eurostars programmet.

Kilde: Forsknings- og Innovationsstyrelsen.

Programmer som dette er med til at facilitere, at danske og israelske forskere og forskningsintensive virksomheder kommer i kontakt og danner netværk. Og at virksomhederne dermed får finansieret deres projekter og tillige øger muligheden for kommercialisering af deres produkter og løsninger.

I Israel er en række offentlige programmer specifikt designet til at fremme forskning og innovation i både eksisterende og nye israelske virksomheder. Som tilfældet er med det nationale inkubatorsystem er programmerne styret centralt af Office of the Chief Scientist – se boks 5.6.

Boks 5.6. Andre innovations- og iværksætterfremmende programmer Centralt i organiseringen af Israels offentlige initiativer inden for innovation og iværksætteri står the Office of the Chief Scientist (O.C.S.), der ligger under det israelske Ministry of Industry, Trade and Labour. Ud over det nationale inkubatorprogram driver O.C.S. en lang række ordninger, der skal fremme videnoverførsel og kommercialisering af ny viden og forskning. Mange af disse programmer er igangsat i løbet af 1990’erne, hvor bevillingerne til O.C.S. også blev øget, jf. tabel 5.4.

Tabel 5.4. O.C.S.’s budget i mio. dollars,
1980-2008 1980 1985 1990 1995 1997 2000 2005 2008
OCS’s budget 39 107 136 346 397 440 263 349
Kilde: Avnimelech, 2009.

De øvrige O.C.S. programmer er bl.a.:

MAGNET. Med et årligt budget på 40 mio. USD skal programmet udvikle generiske og kommercialiserbare teknologier gennem konsortier af industrielle virksomheder og højtstående akademiske institutioner i Israel. Herudover skal programmet MAGNETON fremme allerede eksisterende samarbejder mellem forskningsinstitutioner og den israelske industri.

MATIMOP. MATIMOP er Israels nationale agentur for internationalt samarbejde inden for industriel forskning og udvikling. Enheden fremmer udviklingen af R&D alliancer mellem internationale og israelske virksomheder. MATIMOP samarbejder med en række europæiske R&D programmer – herunder Det syvende rammeprogram for forskning og udvikling, EUREKA, Eurostars, Galileo, SESAR og Enterprise Europe Network.

Israel-U.S. BIRD Foundation. BIRD er en del af en række binationale industielle fonde inden for forskning og udvikling. BIRD er specifikt rettet mod at fremme joint ventures mellem amerikanske og israelske virksomheder inden for industriel forskning og udvikling. BIRD støtter årligt ca. 20 projekter med en gennemsnitlig omsætning på mere end 8 mio. USD.


Derudover peges der ofte på to meget forskellige institutioner, når den løbende høje rate af patenter og kommercialiserbar viden skal forklares. For det første det israelske forsvar og den dertilhørende israelske forsvarsindustri. For det andet rækken af israelske forskningsinstitutioner, der tilsyneladende i høj grad lykkes med deres transmission af kommercialiserbare forskningsresultater til det israelske erhvervsliv. Når der er anført ”tilsyneladende”, hænger det sammen med, at Israels centraladministration ikke, som tilfældet er i Danmark, systematisk og samlet opgør de israelske universiteters evne til at bidrage med viden til erhvervslivet. Der foreligger i dag intet data, der kan dokumentere hvor mange israelske virksomheder, der har deres oprindelse blandt de israelske højere læreanstalter.

”Spill over”-effekter fra den militære sektor

Selvom Israel ikke eksplicit har forsøgt at kommercialisere militære informationsteknologier, er der alligevel et betydelig ”spin-off” fra den militære sektor. Der er flere eksempler på, at strømmen af kompetente programmører, teknikere etc. efter afsluttet militærtjeneste genanvender eller kombinerer militære teknologier til civile formål.

Et ofte fremhævet eksempel er ”kamerapillen”, som kan sluges som en almindelig pille, men har monteret et kamera. Pillen kan således anvendes til at diagnosticere sygdomme i mave- og tarmregionen, Opfindelsen er i dag patenteret af et israelsk selskab, hvis stifter har en fortid i den israelske forsvarsindustri. Kamerapillen er altså resultatet af at kombinere teknologi brugt i spidsen af israelske missiler med medicinsk viden.

Senor & Singer (2009) kalder dette fænomen for teknologisk ”mash-up”. Det dækker over, at teknologier udnyttes og kombineres på tværs af fagområder eller sektorer. Hvor mange israelske virksomheder, der kan spores tilbage til militæret vides ikke præcist. Et studie gennemført af Trajtenberg & Schiff i 2008 viser dog, at israelske patenter adskiller sig fra andre landes ved deres multidisciplinære tilgang. Studiet, som har gennemgået 6.000 israelske patenter, viser, at de langt oftere end gennemsnittet kombinerer flere forskningsområder eller discipliner.

Israelske universiteter og forskningsinstitutioner
Et samfunds evne til at overføre viden fra universiteter til erhvervslivet er en afgørende konkurrenceparameter i den globale økonomi. Både Danmark og Israel har i dag et nationalt forskningsmiljø af høj international standard, jf. tabel 5.5.

Internationale sammenligninger af universiteter og målene for forskningskvalitet er præget af stor usikkerhed, datamangel og forskelle i metodik. Sammenligningen er derfor baseret på et udvalg af de indikatorer, som Videnskabsministeriet benytter sig af i deres årlige forskningsbarometer (Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, 2009).

Tabel 5.5. Sammenligning Israel og Danmark på kvalitet af forskning
Israel Danmark
Konkurrence om forskningsmidler
Andelen af godkendte ansøgninger til EU’S rammeprogram, ”COOPERATION”. 16. pct. 25. pct.
Rangering nr. 25 nr. 2
Forskere, stipendier, priser og grader
Antal nobelpriser i kemi, fysik, medicin og økonomi ifht. indbyggertal, 1989-2008 0,57 0,18
Rangering nr. 1 nr. 7
Tildelte ”Starting grants” fra det europæiske forskningsråd 24 4
Rangering nr. 7 nr. 13
Internationale universitetsranglister
Antal universiteter i top 100, 2008, Times Higher Education Supplement (THES) 1 2
Rangering nr. 15 nr. 10
Antal universiteter i top 100, 2008, Academic Ranking of World Universities (ARWU) 1 2
Rangering nr. 1 nr. 12

Anm.: Ikke alle de anvendte data i forskningsbarometeret er tilgængelige for Israel. Et udvalg af de, der er tilgængelige, er medtaget i sammenligningen.

Kilde: Forskningsbarometer 2009, Videnskabsministeriet.

Yeda Research and Development Company er placeret på Weizmann Instituttet, der er et af Israels fem største universiteter – se boks 5.7. Yeda spiller en særdeles aktiv rolle i at omsætte den forskningsviden, der genereres i Israel, til kommercielle løsninger og produkter.

I 2008-2009 blev mere end 2.000 nye teknologiske opfindelser fra Weizmann Instituttet præsenteret for potentielle virksomheder og investorer. Det resulterede i, at mere end 100 forskningsprojekter modtog finansiering gennem Yeda’s netværk, O.C.S. eller gennem fælles investeringer fra konsortier af virksomheder. Derudover blev over 180 patentansøgninger indgivet af forskere fra Weizmann Instituttet.

Boks 5.7. Yeda Research and Development Company Yeda’s opgave er at screene universitetets forskningsområder for potentielt kommercialiserbare ideer. Til det formål er der ansat et team på 18 mennesker, heriblandt et antal tidligere forskere, der også har industrierfaring.

Grundforskning frem for kommercialisering. Universitetets og Yeda’s strategi er, at beskytte viden på grundforskningsområder. Der stilles intet formelt eller uformelt krav om, at forskningen på Weizmann Instituttet skal være praktisk anvendelig endsige kommercialiserbar. Tværtimod. Alligevel er det ofte sådan, at grundforskning per se viser sig at have stor anvendelighed.

Ingen ejerandele. Til forskel fra både danske og amerikanske universiteter tages ingen ejerandele i de virksomheder, der skabes på baggrund af Weizmans instituttets forskning. Der anvendes udelukkende patenter og licenser.

Matchmaking, men ikke ledelse. Yeda foretrækker at udpege tidligere iværksættere til virksomhedernes ledelse og går ikke selv aktivt ind i ledelsen af evt. nye virksomheder. Forskere kan tilknyttes som konsulenter, men kun i meget sjældne tilfælde tildeles forskere orlov til at fortsætte med en virksomhed.

Ingen inkubatorer. Weizmann instituttet har kun i begrænset omfang fysisk plads til evt. nye virksomheder. Der er mulighed for at leje laboratorieplads mv., men kun i begrænset omfang. Bl.a. derfor flyttes mange af de forretningsideer, der har sin oprindelse på Weizmann, til det nationale inkubatorsystem.


5.3. ”Chutzpah” – iværksætterkulturen
I Israels tilfælde fremhæves det igen og igen, at dét at starte egen virksomhed, dét at stå på egne ben, ”sult” efter at drive det til noget stort og ikke mindst dét at være villig til at løbe en risiko er en integreret del af den israelske kultur.

At hævde at en befolkningsgruppe deler en række fælles karakteristika, der tilsammen udgør en nationalkultur er imidlertid svært at påvise. Når det kulturelle aspekt alligevel nævnes her, er det derfor kun for at fremhæve, at samfundet kan spille en rolle i forhold til at motivere børn, unge, studerende, ansatte i private virksomheder eller den offentlige sektor til at se selvstændighedsvejen som en attraktiv livsform. Det ligger ikke som noget implicit i et samfunds kultur, men det kan frembringes med kulturpåvirkende tiltag.

Mange taler om en særlig israelsk mentalitet, udtrykt ved det hebraiske begreb ”Chutzpah”, der forsøgt oversat betyder noget i retning af ”fandenivoldskhed”, ”frækhed” eller ”skamløshed”. (Senor og Singer, 2009). Begrebet indfanger, hvad mange opfatter som et element, der medvirker til at skabe en samfundskultur, der er særlig gunstig for entreprenørskab og innovation.

Forskning i entreprenørskab sondrer ofte mellem iværksætteri drevet af muligheder og iværksætteri drevet af nødvendig. Det er fx blevet fremhævet, at udviklingslande viser særlig stor iværksætteraktivitet fordi de ikke har andre muligheder (GEM, 2005). En beslægtet effekt kunne sagtens være tilfældet for Israel.

Israelerne selv forklarer i vid udstrækning de entreprenørskabsfremmende kulturelementer i samfundet som et resultat af landets særlige geopolitiske historie. For et relativt ungt land, der er etableret i en region af fjender, er det ikke svært at forestille sig, at en hvis grad af nødvendighed og en kollektiv ”nationbuilding”-mentalitet har bidraget til at styrke aspirationen mod at stå på egne ben, løbe en risiko og agere fandenivoldsk.

Et andet forhold der ofte fremhæves, og som bidrager til at understøtte troen på en israelsk iværksætterfremmende kultur, centrerer sig om militærets rolle i det israelske samfund. Den israelske værnepligt er tre år for mænd og to år for kvinder og falder omkring 18-20 årsalderen, inden de unge påbegynder en uddannelse. Hæren, der beskrives som anti-autoritær og antihierarkisk og med stærke netværk, lærer de unge at tage et stort ansvar, at løbe risici, at have tillid til egne beslutninger, at udvise kreativitet i uvante situationer og være åbne (Senor og Singer, 2009). Alt sammen egenskaber, der kan være værdifulde, hvis man vil starte egen virksomhed.

En undersøgelse fra 2009 af succesfulde entreprenører i Irland viser, at entreprenørerne har visse fælles karaktertræk (O’Leary, 2009). De er fx proaktive, selvsikre, målrettede og direkte kommunikerende. Det er ikke utænkeligt, at en institution som det israelske militær og dens uddannelser kan være med til at fremme personlighedstræk som netop beslutsomhed, uformalitet og udadvendthed.